in

Læs sammen med dit barn

Som forældre spiller du en vigtig rolle i udviklingen af dit barns læseudvikling, og du kan allerede fra første skoleår hjælpe dit barn til at få et bedre læseniveau.

Når dit barn er startet i skole, er det en god idé at tage fat på simple højtlæsningshistorier, fordi dit barn er lige der, hvor bogstavindlæring og bogstavlyde er i centrum. Hvis du læser højt for dit barn, og også taler om det, I læser, er du med til at udvikle barnets forståelse af mere komplicerede tekster, ord og historier. Udforsk bøgerne sammen: Hvad fortæller forsidebilledet? I hvilken retning læser man? Hvor mange sider er der? Undersøg også bogstaverne og spørg dit barn, om det kan finde et a, k, s i teksten.

Læsningen er med til at stimulere dit barns sproglige udvikling, viden, oplevelser, evne til at kommunikere og til selv at læse og skrive. Derfor er det vigtigt, at du som forælder hele tiden støtter og inspirerer dit barn i at læse og skrive. Både når det ikke selv kan læse, når det er ved at lære at læse, og når det kan læse.

Kom i gang

  • Gå på biblioteket og lån en masse bøger
  • Følg dit barns interesser: Lad dit barn vælge den bog, I skal læse.
  • Spørg til teksten. ”Hvorfor tror du ikke heksen ville med?”, ”Hvordan bliver ræven ked af det?” Spørgsmålene må gerne være med ”Hvad? Hvem? Hvor?”
  • Peg på bogstaver og tekst, mens du læser.
  • Bed dit barn udpege forskellige bogstaver og tegn.
  • Læs gerne den samme bog flere gange. Ofte vil dit barn opleve nye ting ved historien.
  • Læs forskellige historier: Gyserhistorier, eventyr, fagbøger osv.

Flere læsetips

Hvis du vil engagere dit barn mere end ved højtlæsning, så kan du supplere med bøger, hvor I træner opmærksomhed, koncentration og bogstaver:

  • Børneordbøger – hvor der typisk er et billede og et bogstav. Spørg dit barn om han/hun kan finde andre ord med det givne bogstav.
  • Tællebøger – hvor læseren bliver fortrolig med tal, talrækkefølge og at tælle en bestemt mængde.
  • Find Holger-bøger hvor barnet skal finde en bestemt figur blandt en masse små illustrationer. Der findes efterhånden mange alternativer til Holger-serien.
  • Labyrintbøger – hvor læseren med sin finger skal finde vej.
  • Rim og remser – der kan være med til at træne opmærksomheden på ord, der lyder ens og altså bogstavlyde.

Lad dit barn læse selv

Hvis dit barn så småt er igang med at læse, vil det synes det er skønt at komme på biblioteket og kigge i alle de spændende bøger. I kan se efter letlæsningsbøger, som barnet selv kan læse, de står som regel på en hylde for sig.

Kig efter læsebøger som; Lydret dingo serien der blandt andet består af “Siv på Tur”, “Puk og Siv”. Disse bøger henvender sig til de første læsere med meget enkle ord.

Hvis barnet ikke har lyst til at forsøge sig med læsning- så fortvivl ikke, det skal nok komme. Interessen kan netop blive vakt, ved at I sidder sammen om en bog eller du læser højt for barnet. Motivationen kan også blive vakt ved at I er på biblioteket og ser alle de bøger der er til rådighed.

Om lix-tal – hvad er det? 

Hvis jeres børn allerede er der, hvor de er begyndt at læse, så vil skolebibliotekaren udvælge nogle bøger med et såkaldt lix-tal, som svarer til dit barns læseevne.

LIX er en forkortelse for læsbarhedsindeks. Det er et mål for, hvor let teksten er at læse. På 0. klassetrin vil bøgerne være med lix 2-5.

 

 

What do you think?

Written by admin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Loading…

0